Reality tjek angående bolig
Jeg har for snart et par år tilbage oplevet at befinde mig i en virkelig ubehagelig boligsituation, som efterlod en del følelsesmæssige sår i mig. Og jeg har brug for at høre, hvordan jeg i retrospekt bør forholde mig til det.
Det begyndte tilbage i vinter 2022, hvor en kammerat og jeg havde tænkt os at flytte sammen og endelig havde fået tildelt en bolig på et kollegie. Op til flytningen havde jeg dog en del tvivl om, hvordan det skulle gå. Jeg fik virkelig et indtryk, både fra kommende roomie, og mange af vores fælles venner, at det lidt bare var ham, der skulle bestemme mange af de ting, der gjaldt, når vi skulle bo sammen.
Jeg begyndte at frygte, at jeg bare ville blive steamrolled i mit eget hjem. Selvom de forsikrede mig, at det ikke ville ske, så må jeg tilstå, at det alligevel var det, der endte op med at ske.
I starten, da vi flyttede sammen, gik det egentlig meget godt, Problemet opstod dog hurtigt, at min roomie slet ikke kunne rydde op efter sig selv, også selvom han havde lovet mig at ville være så renlig som mulig. Det endte med, at jeg mange, mange gange måtte lave en stor oprydning, bare så jeg følte, at jeg kunne være i eget hjem, og for bare noget så basalt som at have plads til at lave mad i køkkenet.
Jeg har ADHD, så jeg kan have virkelig svært ved at styre mit temperament, men alligevel forholdt jeg mig helt i ro, hver gang han kom ud, da jeg stod og ryddede op, for bare at høre ham sige, at han ellers havde tænkt sig gøre det nu (han havde ikke gjort det i fem dage).
Jeg prøvede at lufte ud med, hvordan jeg havde det omkring roddet, over for en af vores fælles venner, men fik hurtigt at vide, at jeg bare skulle tie stille. Det skræmte mig bare væk fra at ville dele det med nogen.
Senere foreslog jeg over for min roomie, om ikke det ville være rart at flytte fra stueetagen højere op i komplekset. Der valgte han så helt at ignorere mig og bare gå sin vej. Senere fik jeg at vide af en anden hans venner, at det var godt, at jeg ikke sagde noget for så var han blevet sur, som om at det var i hans gode ret at blive sur over, at jeg blot gav min egen holdning til kende. Jeg finder mig i forvejen meget, så det, at man bogstavlig talt bare bliver ignoreret, pissede mig virkelig af.
Det hjalp ikke, at jeg i forvejen gik og sloges med nogle ret ubehagelige selvmordstanker, som jeg tit var ude på et kompetence center for selvmordstruede for at få behandling for.
Pga. roddet, og den attitude, som herskede i lejligheden, kunne jeg bare slet ikke være der og valgte at flytte. Det var en meget ubehagelig oplevelse at skulle fortælle ham, at jeg havde valgt at flytte, fordi jeg var den eneste, som var i gang med at tage en uddannelse, og uden mig måtte begge parter være nødt til at flytte fra lejligheden.
For mig, hvis forældre boede i København, var det ikke et problem, i modsætning til ham, hvis forældre boede et virkelig godt stykke uden for København.
Jeg valgte dog at fortælle ham, at det ikke var personligt, at jeg flyttede, men brugte min ADHD som en undskyldning. Mest af alt gjorde jeg dette, fordi hvis jeg fortalte ham det, så ville jeg miste ham som ven, og selv det havde jeg ikke lyst til.
På vej ud fra spurgte jeg ham, om der var noget som helst, han var i tvivl om, eller havde behov for at spørge mig om, hvor han så svarede "Nej, nu har jeg jo brug for at finde et nyt sted at bo".
Et par dage efter fik jeg desværre et par beskeder, fra den samme lakej som før, som skrev, at jeg åbenbart helt havde meldt mig ud af min roomies tidligere liv. Jeg valgte så at ringe til min nu tidligere roomie, som påstod, at det måtte være en misforståelse, og jeg fik også en undskyldning. Jeg var pisse vred, men lod det gå. I samme opkald fortalte min ex roomie mig så, at han havde fundet et andet sted at bo, og at fraflytningen kunne føres igennem inden for den næste halvanden måned ca., så for mig var det bare det udgangspunkt, som jeg valgte at følge som fraflytningsdato.
Et par måneder efter, at flytningen var overstået, konfronterede den samme person, som havde sendt den ubehagelige besked til mig, og påstod, at jeg bare havde sagt, at vi skulle flytte med det samme, og hvis det ikke var for, at min ex roomie havde fundet en bolig gennem hans far, så havde det været virkelig slemt. Jeg gad virkelig ikke at diskutere det med ham, især fordi jeg ikke skyldte ham en forklaring, og i forvejen var meget irriteret over hans måde at behandle mig på, så det endte med, at jeg misforstod hvad han sagde, mest af alt fordi jeg bare ikke gad at høre mere på hans lort. Jeg fortolkede det derfor som om, at det var mere fordi, at det var så pludseligt, at jeg havde bestemt mig for at flytte, at vi var blevet sure. Vi havde nemlig før, at vi havde flyttet sammen, talt om, hvordan kollegier typisk havde en tre måneders flytningsperiode, og da min ex roomie i telefonen sagde, før jeg selv havde tjekket det, at vi kunne flytte fra allerede efter en halvanden måned, så fandt jeg det svært at tro, at det var, som de var sure på mig over, så jeg lagde det hurtigt fra mig, da jeg igen ikke skyldte min ex roomies lakaj en forklaring, og fordi jeg fandt det fornærmende, at min ex roomie ikke selv havde prøvet at tale med mig om det.
Jeg havde givet ham så mange chance for at sige noget under fraflytningen, og taget den behandling, som jeg var udsat for, følte jeg reelt, at der var mere hensyn taget i det fraflytningen, end min ex roomie nogensinde selv formåede at udvise over for mig i det halve år, at vi deltes om at have den lejligheden. Hvis jeg virkelig ikke havde udvist nogen som helst form for hensyn, så ville jeg heller ikke havet ringet og spurgt, om han havde muligt for at flytte hurtigere, da vi kunne rykke fraflytningsdatoen to uger tættere på, hvilket han bare gav grønt lys for. Og hvis det virkelig gik ham så meget på, som han påstår, kunne han bare have sagt noget, så vi kunne have undgået den her misforståelse.
Jeg har endda et screenshot fra en samtale, skrevet op til fraflytningen, hvor jeg netop taler om, hvordan det har været meningen, som jeg har opfattet det, at fraflytte med tre måneders opsigelse.
Jeg ville reelt gerne høre fra en, som ikke er min ven eller en kæreste, som bare tager ens parti uanset hvad, men en ude fra, hvordan jeg, og min ex roomie for den sags skyld, skulle have håndteret den her situation.
Posten er allerede lang nok, og det her er ikke for bare at jorde den her person, som jeg har boet sammen med. Jeg har selv ADHD, så en af de ting, der virkelig kan være svært for mig, er mennesker generelt. Og jeg føler jeg skylder mig selv at prøve forbedre mig selv.