Ny kæreste vil ikke acceptere ikke venskaber med eks’er. AITAH?

Jeg (M45) har de seneste måneder datet en skøn kvinde (39). Hun er højtuddannet, eventyrlysten, selvstændig i verden, attraktiv og har lyst til en fremtid med mig og vil gerne være mor og stifte familie med mig (jeg har en teenagesøn fra tidligere forhold). Vi dater pt langdistance, men det er planen, at hun flytter til min by, når det rette job viser sig (da var også planen før mig).

Og nu til konflikten i vores forhold: Jeg har holdt kontakten med eks’er fra et par forskellige forhold. Venskabelige relationer i dag, der alene handler om at mødes om fælles interesser eller blot tjekke ind i ny og næ og opdatere sig på hinandens liv. Relationerne varierer i “dybden” og værdi for mig, hvis man skal sige det lidt skarpt.. Det har betydning, fordi min nye kæreste i starten af vores relation stillede det meget firkantede krav, at jeg ikke måtte have nogen form for relation til eks-kærester. Det gjorde hende utryg. Det havde vi vores største store konflikt om, som endte i det første brud.

Jeg tænkte dog over det og besluttede at komme hende i møde – ikke se eller have kontakt med eks’er – i håbet om, at hun med tiden ville blive betrygget i vores relation, og se at ‘min kontakt med eks’erne’ var absolut ufarlig og ingen trussel mod vores relation.

Da vi for nyligt genoptog snakken om dette tema, var det langt fra tilfældet. Hun følte sig såret over, at jeg ikke kunne acceptere dette ene krav fra hende; at jeg ville sætte en fremtid på spil med hende for nogle gamle flammers skyld… Selvom dette umiddelbart giver god mening, ser jeg hendes reaktion som toppen af et isbjerg – og et muligt rødt flag. Hun har ikke taget skridt mod et kompromis eller været nysgerrig på, hvorfor de her relationer har været/er vigtige for mig.

I en ophedet snak forleden spurgte hun dog ind til frekvens, hvor ofte jeg var i kontakt med disse, og kunne måske mødes på et aftalt omfang. Men det ser jeg ikke som nogen farbar vej. Derfor spørgsmålet til jer, kære brevkasselæsere!

Hvad er jeres erfaringer med dette spørgsmål? Der er næppe noget sort/hvidt svar, men jeg vil gerne lytte til så mange nuancer på spørgsmålet som muligt for at afdække mine egne blinde vinkler. Glæder mig til at læse med i kommentarerne. 🤍 Tak for jeres hjælp!

EDIT: Tak til alle, der har taget sig tid i dag til at læse mit opslag og dele jeres holdninger til mit spørgsmål. Jeg har åbenbart ramt en øm og relevant nerve i forholdsdebatten, der optager mange.

Jeg har læst og forholdt mig til alle kommentarer. Nogle fra Team YTA (You’re The Asshole) bemærker, jeg kun har kommenteret på svar, der er ‘på min side’. Okay. Jeg har ikke haft tiden til at svare på alle kommentarer, ca 300 pt, og har prioriteret nogle få. Men vil forsøge at vende tilbage på dem, der stiller reelt gode og konstruktive spørgsmål som opfølgning..

Det har været meget interessant at læse, hvor splittede I er på spørgsmålet – dog med en tendens til den ene side, som en kommentator spekulerede i kunne skyldes den relativt unge alder blandt redditors. Måske?

Jeres svar har givet mig stof til eftertanke – selvfølgelig også over min egen rolle og mulige ‘røde flag’ i min ageren.

Til jer, der har skrevet hånende/latterliggørende/ubehagelige kommentarer. Det er muligvis en ‘pris’, man må leve med for at stille et følsomt spørgsmål herinde. Men helt ærligt.. Gør jer lidt mere umage med sproget næste gang. Jeg tror, I kan 🤞🏼Heldigvis har flertallet vist vejen med virkeligt velovervejede og grundige svar. Tak skal I have for dem 🙏🏼

God aften.