Arbejde og social angst

Hej alle,

Efter 23 år som mand i denne verden, åbner jeg for første gang op. Langt post forude...

Jeg arbejder inde for rådgivning og administration af virksomheder og har i stigende grad haft svært ved at tage telefonen på arbejde, især når det gælder kunder. Jeg bliver hurtigt nervøs, mit hjerte banker, og overtænker hvad jeg skal sige.

Min chef vægter telefonopkald frem for e-mails, da det styrker kunderelationerne – og det er jeg helt enig i. Jeg forstår uden tvivl, at det ofte er bedre at ringe, da kunderne ofte er langsomme til at svare på mails. Men selvom jeg altid gør mine ting rettidigt og ordentligt, og det sjældent hindrer min performance, kunne opkald ofte løse tingene hurtigere.

Jeg elsker mit arbejde og har nogle super gode kolleger og ledere, men jeg har aldrig delt dette med nogen – hverken på arbejdspladsen eller derhjemme. Jeg er normalt ikke typen, der er utilpas med at ringe til pizzamanden eller frisøren. Måske er det bare anderledes med kunder, fordi jeg ønsker at fremstå professionel, kompetent og nærværende for dem og deres forretning uden at kludre rundt i mine ord.

Jeg har længe gået og summet over dette og prøve at komme til bunds, og min konklusion er, at det nok er større end en arbejdsting.

Mit sociale liv er en af mine helt store usikkerheder, og det går mig virkelig meget på. Jeg har altid været typen med få tætte venner og har generelt været "cool" med alle andre. Jeg er dog ret konfliktsky og hader at være uvenner med nogen, uanset om det er familie eller venner.

Jeg er en person med store drømme og aspirationer om forretning, rejser, karisma og indflydelse – hvilket føles paradoksalt i forhold til det, jeg lige har fortalt.

Jeg har aldrig haft et kæresteforhold, og jeg føler, at det psykologisk holder mig meget tilbage, især når det kommer til at tale med det modsatte køn – selv i venlige og uformelle situationer, hvor der ikke burde være noget at være nervøs for. Det føles som om, jeg nogle gange er så pornografisk hjernevasket, at jeg tror, enhver samtale med det modsatte køn skal have seksuelle undertoner, selvom det jo slet ikke er tilfældet. Samtidig har jeg ikke engang modet til at tage initiativ, flirte eller invitere nogen ud.

Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi aldrig manglede noget, og hvor jeg lærte at have styr på skole, økonomi og præsentation. Jeg blev altid klædt ordentligt på, var klippet og opførte mig pænt. Jeg er idag meget veltrænet, spiser ordentligt, passer på mig selv og mit udseende, og det rører mig ikke hvis mekanikerregningen er stor.

Men selvom det lyder godt, har det været langt fra guld og grønne skove. Kærlighed og affektion har stort set ikke været en ting, hvor jeg kommer fra. Min far arbejdede i udlandet og var typisk væk 1-2 uger ad gangen. Når han var hjemme, var han hjemmets headmaster med det sidste og bestemmende ord. Han har aldrig været voldelig, men hans dårlige humør og ikke mindst stolthed, påvirkede det os alle, og vi skulle gå på æggeskaller. At græde eller være ked af det blev set som en svaghed og nærmest ignoreret af ham, og den eneste kilde til omsorg var min mor, der altid har arbejdet med børn og unge. Men selv hendes evne til at trøste blev svækket, når min far var hjemme.

Mine forældre viste aldrig kærlighed til hinanden foran os. En af mine tidligste minder er min søster, der spørger min far, om han elsker mor, og han trækker på skuldrene, kigger væk og siger: "Hmm... næh.". Han ville ikke holde i hånd, og bad hende om at flytte sig når hun fandt modet til at kysse ham. Det var en befrielse, når han ikke var hjemme – der var plads til playstation, venner, larm og leg, og min mor kunne være sig selv uden kritik om hendes vægt eller uvidenhed.

I dag er mine forældre skilt og har nærmest ingen kontakt. At vokse op uden at se eller lære, hvordan man viser kærlighed til et andet menneske, har nok bidraget til min situation og dette post. Jeg føler mig utilpas, når andre rører mig. Jeg bryder mig ikke om at kramme. Værst af alt, tager jeg mig selv i ikke at kunne skelne mellem hvad der er venlig interaktion fra det modsatte køn, eller et forsøg på at føde mine børn og leve resten af livet sammen med mig. Jeg hader det. Jeg hader det tankemylder det igangsætter, for jeg ved jo inderst inde at andre menneskers, især kvinders, måde at interagere på generelt er LANGT fra hvad jeg er vant til. Men min uerfarne hundehjerne bliver hooked i sekundet de lægger en hånd på min skulder eller kommenterer på mine store overarme. Det er nærmest forfærdeligt, og gør at jeg såvidt muligt undgår disse former for opmærksomhed. 

Jeg ved, at mange af disse ting kan være komplekse at tackle, og jeg søger ikke et quick-fix. Jeg vil gerne forstå mig selv bedre og finde praktiske måder at arbejde med disse udfordringer på. 

Hvis nogen herinde har erfaringer, refleksioner eller metoder, der har hjulpet dem af med noget lignende, vil jeg være utrolig taknemmelig for at høre om det.

Spørg endeligt, hvis flere detaljer vil hjælpe. Jeg er ikke for stolt til at indrømme noget.

Det har været ekstremt grænseoverskridende at skrive det her, så hold venligst tonen.